Første forslag til Koldinghus. “Osteklokke”, 1973.
Vort princip var, og er, gennem hele restaureringen, at intet af den eksisterende ruin, helt ned til mindste detalje,
må fjernes.
Det første forslag:
Sydfløjen skulle forblive som det store rum, urørt, i den form som det eksisterede.
Indefra skulle ruinmurene i deres bølgende profil kunne opleves med himlen som baggrund, set gennem en udenpå nedhængende, beskyttende gennemsigtig facade-flade, formet som en kæmpestor glas- og stålrist, der lukker det store hul i slotsruinens sydøsthjørne.
Udefra ville man om aftenen se ruinen tegne sig med sin kontur mod det elektriske lys strålende indefra ud gennem “risten” – med association til det “brændende” slot.
To rækker bærende stålsøjler fri af ruinmurene, med bærende langsgående dragere. Et let tag af af nutidige, lette plader, lavere taghældning, et mere råt udseende, end slutresultatet blev.
Forslaget blev modtaget med protester fra alle sider
Museumsdirektør Sigvard Skov bekæmpede det i tale og skrift,
Den lokale presse, og mange dagblade rundt om i landet kritiserede det og beskrev det som en osteklokke.
Værst var, at myndighederne: Fredningsstyrelsen, Det særlige Bygningssyn og Nationalmuseet, ikke ville godkende det.
Rigsantikvar P.V.Glob havde med ed erklæret, at vort forslag aldrig skulle blive til noget.
Den eneste opbakning vi fik, var fra byggeudvalget, som havde fulgt projektets tilblivelse og havde forstået det.
Folket ville have enten et genopbygget SLOT eller en RUIN
